Partnerbetingelser

Mellem Viable Business Group ApS (i det følgende kaldet MinDiamant.dk) og

Dem (i det følgende kaldet partner)

er dags dato indgået følgende aftale:

MinDiamant.dk har udviklet og driver en service, som gør det muligt for en partner at tjene penge ved;

  • at have et link på deres hjemmeside til MinDiamant.dk
  • en partner kuponkode benyttet på MinDiamant.dk
  • på anden vis at henvise kunder der gennemfører ordre på MinDiamant.dk

Nærværende aftale skal gennemlæses omhyggeligt.

Herved erklærer partner sig indforstået med nærværende aftales følgende bindende bestemmelser:

Definitioner:

I nærværende aftale skal følgende ord og udtryk have følgende mening:

Linket website – betyder et website, hvortil partner på sit website har placeret et link, som er tilsluttet et hos MinDiamant.dk registreret partnerprogram.

Besøgende – betyder en person, som klikker på et link på partners hjemmeside eller anden online platform og dermed bliver koblet op på MinDiamant.dk.

Klik – betyder et klik foretaget af en besøgende på et link på partners hjemmeside som åbner MinDiamant.dk i den besøgendes browser.

Lead – betyder en besøgende, som er koblet op på et af partners linket hjemmeside, og som aktivt har udført en bestemt handling på MinDiamant.dk, f.eks. at lade sig registrere som bruger.

Transaktion/salg – betyder en besøgende, som er koblet op på et via partner linket hjemmeside, og som har indgået en aftale om køb af et produkt, en serviceydelse eller andet, som sælges på MinDiamant.dk

Trafik – er en samlet betegnelse for gyldige klik, leads og transaktioner/salg.

Kunstig trafik  – er en samlet betegnelse for ugyldige klik, leads og transaktioner/salg, som kan stamme fra, men ikke begrænser sig hertil, automatiske åbninger, spiders, robotter, anmodninger i e-mails og chat rooms, script generatorer, placering af link på andre websites, klik som ikke skabes af en browser, klik, der forceres ved at være en nødvendig handling, for at få adgang til et andet website/subsite.

Serviceydelser:

Partner skal være berettiget til at placere link på sit website til andre websites, forudsat at der hos MinDiamant.dk er registreret et partnerprogram.

Alle partnerprogrammer kan til enhver tid straks ændres eller bringes til ophør af MinDiamant.dk. Oplysninger om partnerprogrammerne vil være til rådighed på MinDiamant.dk website www.mindiamant.dk. Partner skal selv sørge for at være ajour med eventuelle ændringer i partnerprogrammerne.

MinDiamant.dk forbeholder sig ret til straks at modificere, ændre, lave tilføjelser til eller bringe MinDiamant.dk serviceydelser til ophør. Partner vil blive underrettet om alle sådanne ændringer via e-mail eller ved bekendtgørelser heraf på MinDiamant.dk website. Såfremt partner ikke accepterer ændringer, skal partner straks ophøre med at benytte serviceydelserne, og mister enhver rettighed i henhold til denne aftale.

Partners forpligtelser:

Partner skal alene være ansvarlig for sit website og indholdet af dette website. Partner forpligter sig til enhver tid at sikre, at indholdet af den til enhver tid gældende lovgivning overholdes.

Såfremt partner er en fysisk person, skal pågældende være fyldt mindst 18 år. Såfremt partner ikke er fyldt 18 år, skal en af den pågældendes forældre give samtykke til tilslutningen til MinDiamant.dk serviceydelser. En registrering af en partner, som ikke er fyldt 18 år, uden en forældres samtykke er ikke gyldig.

Partner indestår for, at de til MinDiamant.dk afgivne oplysninger – herunder hørende oplysninger vedrørende website – er korrekte, fuldstændige og behørigt afsendt, samt at oplysningerne er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Partner forpligter sig til straks at underrette MinDiamant.dk om eventuelle ændringer i afgivne oplysninger ved at opdatere sådanne oplysninger på MinDiamant.dk website. Såfremt partner er et selskab med begrænset hæftelse, skal partners fulde og registrerede navn, selskabets CVR. nr., hjemsted samt forretningsadresse oplyses.

Partner indestår for at samtlige oplysninger og offentliggørelser på partners website tilhører denne, eller at ejeren af rettighederne til disse oplysninger og offentliggørelse på partners website har givet sin udtrykkelige tilladelse til sådanne offentliggørelser. Partner indestår endvidere for, at oplysningerne og offentliggørelserne på partners website ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder immaterielle rettigheder, samt at disse oplysninger og offentliggørelser ikke vækker anstød, er forbudt eller på anden vis er af amoralsk karakter.

Partner må ikke på nogen måde skabe eller være med til at skabe kunstig trafik til MinDiamant.dk.

Partner skal straks underrette MinDiamant.dk om eventuel uretmæssig eller forkert brug, som denne måtte have fået kendskab til eller mistanke om af partners link til MinDiamant.dk website og/eller af et partnerprogram eller af MinDiamant.dk serviceydelse på nogen som helst anden vis.

MinDiamant.dk forpligtelser:

MinDiamant.dk forpligter sig til at overvåge og registrere den trafik, som partner website skaber til MinDiamant.dk i overensstemmelse med den af MinDiamant.dk leverede serviceydelse.

MinDiamant.dk administrerer opkrævning og videresendelse af samtlige skyldige beløb i henhold til nærværende aftale til partner.

Honorering:

Betingelserne for honorering af de enkelte partnerprogrammer offentliggøres på MinDiamant.dk website, og disse er til enhver tid gældende. Eventuel moms tillægges de på MinDiamant.dk website viste honorarer.

Der udbetales kun honorering ved ordre henvist af partner der gennemføres succesfuldt.

Betaling af honorarerne til partner sker først når en ordre er afsluttet og slutkunde har modtaget vare(r). Betaling af honorarerne til partner vil herefter ske løbende eller sidste hverdag i måneden.

Intet i nærværende aftale skal etablere eller betragtes som etablerende et partnerskab eller ansættelsesforhold mellem MinDiamant.dk og partner.

Betaling af partner sker direkte til partners bankkonto. Partner skal på MinDiamant.dk website angive bankkontonummer (herunder navn på banken og filial, filialens registreringsnummer samt partners kontonummer).

MinDiamant.dk fremsender ikke fysiske afregningsbilag til partner, men stiller information til rådighed for partner på MinDiamant.dk website.

Partner skal selv sørge for betaling af alle skatter og afgifter samt sociale bidrag af alle betalinger til denne fra MinDimant.dk.

Begrænsning i MinDiamant.dk ansvar:

MinDiamant.dk yder ingen garanti for MinDiamant.dk serviceydelses funktion eller links til MinDiamant.dk.

MinDiamant.dk kan kun gøres erstatningsansvarlig for direkte skader, såfremt der måtte være handlet groft uagtsomt eller forsætligt ved levering af serviceydelsen. MinDiamant.dk kan under ingen omstændigheder gøres erstatningsansvarlig for indirekte skader eller følgeskader, som måtte blive påført partner, uanset hvordan disse måtte være opstået. MinDiamant.dk kan ikke gøres erstatningsansvarlig for nogen fejl i serviceydelsen, afbrydelser i tilgængeligheden til serviceydelsen, indgreb i data eller tab af data i informationsstyringssystemet, fejl i sikkerhedssystemet, vira eller andre skadelige softwarekomponenter i MinDiamant.dk serviceydelse eller for nogen skader forårsaget på serviceydelsen af vira eller komponenter, på partners software og/eller partners website. MinDiamant.dk kan ikke gøres erstatningsansvarlig for nogen fejl i implementeringen af links på partners website eller for linkenes specificerede funktioner.

MinDiamant.dk kan ikke gøres erstatningsansvarlig, såfremt selskaber, som har registreret partnerprogrammer via MinDiamant.dk, ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til deres partnerprogrammer, ligesom MinDiamant.dk heller ikke på nogen måde kan gøres erstatningsansvarlig i forbindelse med eventuelle aftaler, der er indgået direkte mellem partner og sådanne selskaber.

MinDiamant.dk kan ikke gøres ansvarlig for MinDiamant.dk serviceydelses lovlighed i andre lande end Danmark. Partner alene er ansvarlig for, at brugen af serviceydelsen er lovlig, hvis partner er registreret som bruger af MinDiamant.dk serviceydelse i et andet land end Danmark, eller hvis partners website ligger på en server i et andet land end Danmark.

Varighed og opsigelse:

Nærværende aftale træder i kraft på tidspunktet for MinDiamant.dk accept af partner. Såvel MinDiamant.dk som partner skal til enhver tid være berettiget til at opsige nærværende aftale med øjeblikkelig virkning. Partner skal ophøre med at benytte serviceydelsen straks ved opsigelsen af aftalen.

MinDiamant.dk skal herudover være berettiget til straks at opsige nærværende aftale og/eller afskære partner fra brug af MinDiamant.dk serviceydelse eller et bestemt selskabs partnerprogram, hvis

MinDiamant.dk eller det selskab, i hvis partnerprogram partner er registreret, måtte finde, at partner eller indholdet af dennes website på nogen måde vækker anstød, eller hvis det ikke stemmer overens med selskabets forretningskoncept, markedsføringsstrategi eller partnerstrategi.

Partner på nogen måde optræder svigagtigt eller ulovligt, eller partner skaber eller MinDiamant.dk har mistanke om, at partner forsøger at skabe kunstig trafik til MinDiamant.dk, eller partner på nogen måde misligholder nogen af nærværende aftales bestemmelser.

Partner ikke har skabt nogen trafik i en periode på tre (3) måneder. MinDiamant.dk skal ved opsigelse af aftalen straks underrette partner herom via MinDiamant.dk website, og partner skal straks ophøre med at benytte serviceydelsen. I tiden efter aftalens ophør skal der derefter ikke betales nogle honorarer til partner i forbindelse med de(t) pågældende partnerprogram(mer).

Skadesløsholdelse:

Partner forpligter sig herved til at holde MinDiamant.dk skadesløs for alle erstatningskrav eller andre krav om godtgørelse, som måtte opstå på grund af partners websites indhold eller urigtige oplysninger, som partner måtte have givet til MinDiamant.dk. Partner forpligter sig endvidere til at godtgøre MinDiamant.dk eventuelle andre skader eller omkostninger, som partners upassende, forsømmelige eller uautoriserede brug af MinDiamant.dk serviceydelse måtte have forårsaget, tekniske problemer eller tab af data forårsaget af partner på MinDiamant.dk website eller på et website, hvortil partner er linket via MinDiamant.dk.

Overdragelse af aftalen:

Partner har ikke ret til hverken helt eller delvist at overdrage, transportere eller pantsætte sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale til tredjemand uden MinDiamant.dk forudgående, skriftlige samtykke. Partner erklærer sig endvidere indforstået med, at MinDiamant.dk helt eller delvist har ret til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale samt viderebringe eller overdrage oplysninger om partners website, e-mail m.v. til tredjemand.

Samtykke:

Partner giver hermed sit samtykke til, at partners navn og webadresse m.v. må offentliggøres på MinDiamant.dk website, samt til at MinDiamant.dk må sende nyhedsbreve m.v. til partners e-mailadresse og bruge de af partner givne oplysninger i forbindelse med markedsføring.

Vilkårenes uafhængighed:

Såfremt en bestemmelse i nærværende aftale eller en del heraf i nogen som helst udstrækning erklæres ugyldig eller uden retskraft, skal parterne aftale eventuelle nødvendige ændringer af aftalen for at sikre opfyldelsen af parternes interesser og mål, således som disse forelå på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Immaterielle rettigheder:

MinDiamant.dk ejer alle immaterielle rettigheder herunder, men ikke begrænset til, alle ophavsrettigheder, varemærker, knowhow og andre rettigheder til serviceydelsen eller for serviceydelsen nødvendigt software. Nærværende aftale berettiger ikke partner til nogen form for rettigheder eller licenser.

Overskrifter:

De i nærværende aftale anførte overskriftsangivelser er alene anvendt med henblik på overskuelighed og er således hverken selvstændigt retsskabende eller forpligtende.

Lovvalg og værneting:

Nærværende aftale reguleres af dansk ret og fortolkes i henhold hertil. Dog skal enhver tvist mellem parterne i anledning af nærværende aftale endeligt løses ved mægling med assistance fra mægler, som i fællesskab og enighed udpeges af MinDiamant.dk og partner til behandling af den konkrete tvist. Såfremt enighed om valg af mægler ikke kan opnås, udpeger MinDiamant.dk og partner hver især en mægler, som skal enes om at udpege en tredje mægler, således at mægling mellem MinDiamant.dk og partner i den konkrete tvist alene foretages med assistance fra mægleren udpeget af de to øvrige mæglere. Mægling foretages i henhold til Det Danske Voldgiftsinstituts regler om frivillig mægling, idet de(n) udpegede mægler(e) ikke nødvendigvis skal være knyttet til Det Danske Voldgiftsinstitut.

For at påbegynde mæglingsprocessen skal en af parterne skriftligt underrette den anden part herom, idet forhandlingsmæssig løsning inden da skal være forsøgt.